NØDBREMSEN STOPPER TRAFIKKEN FLERE STEDER I KØBENHAVN
13 deltagere i Nødbremsen har i dag stoppet trafikken i flere centrale kryds i København. Klimakollapset raser. De globale gennemsnitstemperaturer overskrider fortsat den kritiske grænse på 1,5 °C, som forskningen understreger, bringer os i overhængende fare for at udløse irreversible dominoeffekter, som vil underminere vores livsgrundlag. Vi ser klimakollapset udspille sig overalt omkring os – også herhjemme i Danmark, hvor årets første måneder har været uvant varme og tørre. Det fik i sidste uge DMI til at varsle, at vi allerede i maj måned kan opleve et såkaldt ‘tørkedøgn’. Det er første gang i al den tid, DMI har målt landets tørkeindeks, at et tørkedøgn falder så tidligt på året. Varslingen fra DMI er blot et af mange eksempler på, at klimakollapset ikke er en fjern fremtidsprofeti, men en realitet, som udspiller sig nu og her. Det er en påmindelse om, at hvis ikke vi bremser vores udledninger nu og her, så vil klimakollapsets tørke og ekstreme vejrhændelser underminere vores adgang til basale fornødenheder som mad og rent drikkevand. I stedet for at tage denne eksistentielle trussel alvorligt, er vores regering travlt optaget af at fejre, at de utilstrækkelige, relative reduktioner i deres regneark går op, og drøfter, hvilket relativt mål de mon skal sætte sig næste gang. Det gør de uden skyggen af sans for, at planetens fysiske grænser er voldsomt overskredet, og at de fortsat er i fuld gang med at hælde benzin på bålet – bl.a. ved at bygge 15 nye, klimasmadrende motorveje. “Imens vores marker tørrer ud, og vores livsgrundlag smuldrer for øjnene af os, fejrer vores politikere, at deres utilstrækkelige, relative CO2-reduktioner er godt på vej – hvad bilder de sig ind? Vi står i et klimakollaps, som verdens førende forskere klart og tydeligt siger vil føre til et samfundskollaps, hvis ikke vi mindsker vores udledninger markant nu og her. I stedet for at være deres ansvar voksent, fortsætter regeringen med at hælde benzin på bålet ved at bygge 15 nye, klimasmadrende motorveje. Det er forfærdende at se, at de politikere, som vi har valgt ind til at beskytte og bevare vores fælles rettigheder, er i fuld gang med aktivt at underminere vores ret til et sikkert liv. Når regeringen aktivt eskalerer klimakollapset og ødelægger vores fælles livsgrundlag, har vi alle sammen et ansvar for at gøre fredelig modstand,” siger Nikoline Borgermann, deltager i Nødbremsen.
Pressekontakt - for fotos, videoer og interviews: presse@noedbremsen.dk
Nødbremsen er en del af det globale A22-netværk for civil modstandskampagner: https://a22network.org/