DROP DE NYE MOTORVEJE
Byggeriet af alle nye motorveje i Danmark skal stoppes omgående og for altid.
Det gælder også udbygning og forlængelse af eksisterende motorveje.
HVORFOR?
Regeringen vil bruge 26 milliarder skattekroner på at bygge og udvide
15 klimaødelæggende motorveje frem mod 2035
Motorvejsprojekterne er en del af Aftalen om Infrastrukturplan 2035, som blev vedtaget i juni 2021.
I aftaleteksten står der, at "aftalen skal binde Danmark endnu stærkere sammen og nedbringe trængslen
på de danske veje uden at gå på kompromis med den grønne omstilling."
Men aftalen modarbejder regeringens egne klimamålsætninger og er med til at eskalere klimakollapset.
En af hovedforfatterne til FN’s klimarapport, klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, siger at Infrastrukturplanen er ”et eksempel på, at politikerne har misforstået én vigtig pointe:
At klima skal tænkes ind i alle afdelinger af vores samfund.”
Aftalen om de nye motorveje er indgået på en løgn
- derfor måtte transportministeren gå af
Infrastrukturaftalen er indgået på en løgn. Politikerne, der stemte aftalen igennem,
havde fået at vide, at aftalen var CO2-neutral.
Intet kunne være længere fra sandheden.
Daværende transportminister Benny Engelbrecht havde fået Vejdirektoratet
til at regne på CO2-udledningerne fra anlægsdelen af planen, men tilbageholdt tallene,
da planen skulle stemmes igennem. Løgnen blev afsløret, og resultatet blev,
at transportministeren Benny Engelbrecht måtte gå af.
De "skjulte" tal viser, at netop anlægsfasen er den største post i planens CO2-udledninger.
Alligevel har regeringen valgt at gennemføre infrastrukturplanen.
Regeringen vil "nedbringe trængslen på de danske veje uden at gå på kompromis med den grønne omstilling", men øger privatbilismen på bekostning af natur og klima
Al forskning peger på, at flere investeringer i biltrafikken vil føre til flere biler på vejene og mere trængsel.
Andreas Egense, leder af Vejdirektoratets afdeling for transportanalyse, siger:
"Hvis man gør det nemmere for bilerne at komme frem, kommer der flere biler."
Ergo: Flere veje giver mere kørsel, og mere kørsel giver mere CO2.
Den tredje Limfjordsforbindelse giver 43 millioner ekstra kørte kilometer i 2030.
Frederikssundsmotorvejens udvidelse giver 120 millioner ekstra kørte kilometer i 2030.
Og det er bare 2 af de 15 motorvejsprojekter.
Nye motorveje ødelægger natur og har alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser
Mange af de planlagte motorveje anlægges i naturskønne områder med sårbar og beskyttet natur,
som grænser tæt op ad Natura 2000 områder. Flere af motorvejene er endda planlagt til at gå direkte igennem beskyttet natur. Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden
med de dårligste betingelser for natur og biodiversitet. Den smule natur, vi har tilbage, må vi ikke ødelægge!
Motorvejene vil desuden have alvorlig indflydelse på vores sundhed.
Trafikstøj øger risikoen for hjertesygdomme og kan give hovedpine, søvnbesvær, stress,
forøget blodtryk og hormonelle påvirkninger.
Hvert år er der allerede flere for tidlige dødsfald forårsaget af trafikstøj end der er trafikdræbte.
Modstand mod de nye motorveje over hele landet
Af hensyn til blandt andet klima, natur og sundhed er der lokal modstand mod de nye motorveje
- f.eks. ved Egholm, Hærvejen, Sydfyn, Røsnæs og Hvidovre.